En bæredygtig bydel, der kan understøtte bæredygtig livsførelse, er en bydel der er tænkt bæredygtigt i alle led og skalatrin. Målet med Hammersholt Enge er at skabe en bydel, hvor naturen er en integreret del af det bymæssige kredsløb, og skaber et levedygtigt habitat for mennesker, planter og dyr.
Med visionen for Hammersholt Enge peger vi på det samlede naturområdes potentiale, som et sammenbindende rum mellem landsbyklynger, og mellem ny og eksisterende by. Vi ønsker at skabe en naturintegreret bydel, der inkorporerer regnvandshåndtering og styrkelse af biotoper i sin hoveddisponering.